Skip til hoved indholdet

Udlejningsaftale med Greve Kommune

Greve Boligselskab har indgået aftale med Greve Kommune for udlejning af boliger i hele kommunen. - Se gældende aftaler.

Nye udlejningsregler

– gældende fra 1. oktober 2024

Greve Boligselskab og Greve Kommune har indgået en ny aftale, som i højere grad tager udgangspunkt i beboersammensætningen i den enkelte afdeling eller byområde, frem for tidligere, hvor de samme regler var gældende i næsten alle afdelinger.

Aftalen betyder bl.a. at der er ændret i den procentvise fordeling for hhv. kommunens andel, andelen der udlejes efter fleksible kriterier og andelen, der udlejes efter den almindelige venteliste.

Det er dog stadig gældende, at hver 2. ledige bolig udlejes via oprykningslisten (for lejere på den interne venteliste) og at ældreboliger, boligerne i Gersagerparken samt ungdomsboliger i Grønlykkeparken udlejes via kommunal anvisning. De øvrige ungdomsboliger genudlejes med 25% via kommunal anvisning.

Læs om aftalerne herunder

Det overordnede formål med aftalen er at sikre en bred og balanceret beboersammensætning i de enkelte boligområder og boligafdelinger, der medvirker til, at boligafdelingerne er velfungerende.

Det har således den konsekvens, at i de boligafdelinger/områder, som har en social stærk beboersammensætning, i højere grad åbner mere op for ansøgere, der i dag ikke opfylder de fleksible kriterier, mens de boligafdelinger/områder, som ikke har en sund beboersammensætning fastholdes med en stram styring.

De enkelte boligafdelinger kategoriseres fremover i tre farver, som er røde, gule eller grønne. Farverne er et udtryk for beboersammensætningens socialøkonomiske status, og disse tal baseres på de data, som Landsbyggefonden og Danmarks Statistik opgør årligt i december måned. Den socioøkonomiske sammensætning er kategoriseret i forhold til regeringens kriterier for udsatte boligområder.

I kalenderåret 2022, som nuværende kategorisering tager udgangspunkt i, er der tre afdelinger som er gule og resten er grønne. Boligselskabet har ingen røde afdelinger. Hegnsgården, Grønlykkeparken og Gersagerparken er gule, hvoraf Gersagerparken har selvstændig aftale med 100% kommunal anvisning. Alle øvrige afdelinger i Greve Boligselskab har en grøn kategori.

Ud fra disse tre kategoriseringer har Greve Boligselskab og Greve Kommune udarbejdet en fordeling ift. de fleksible kriterier, som tager udgangspunkt i, at Greve Boligselskab fortsat ønsker en stram styring for at fastholde en sund beboersammensætning i alle afdelinger.

Greve
Grevehaven, Vestervang, Enghusene, Bøgehegnet, Hedelyparken og Tjørnelyparken udlejes med 50% via fleksibel udlejning og 50% via den almindelige venteliste.

Greve Nord
Tjur-/Tejstgården, Søjlegården, Hegnsgården og Grønlykkeparken udlejes med 80% via fleksibel udlejning og 20% via den almindelig venteliste. Hvis man som intern lejer ønsker en bolig i Hegnsgården eller Grønlykkeparken, skal man opfylde de fleksible kriterier.

Karlslunde/Tune
Eghøj, Elkærparken, Tinggårdsvænget og Byagerparken/ Byagerlunden udlejes med 25% via fleksibel udlejning og 75% via den almindelig venteliste.

Nærmere beskrivelse kan ses i organisationsaftalen.

Kommunen får fremover en lidt højere andel af de ledigblevne boliger til anvisning efter almenlovens § 59. Nogle afdelinger skal afgive op til 17% mens andre afdelinger skal afgive 11%, af de ledigblevne boliger, alt efter om afdelingerne er kategoriseret som grønne eller gule afdelinger. Lovens ramme beskriver, at kommunen kan kræve op til 25% - men det er vi således fritaget for. I tidligere aftale skulle vi afgive 10% af boligerne til kommunen.

For de ledigblevne boliger genudlejes en mindre procentdel efter de fleksible kriterier og dermed vil en større procentdel blive genudlejet efter den almindelige venteliste.

Så hvor der tidligere var fleksibel genudlejning med 80%, falder denne procentdel i nogle områder til hhv. 25%, 50% eller 75%. Modsat vil andelen på den almindelige venteliste stige tilsvarende.

Der vil dog stadig være nogle afdelinger, hvor der fastholdes en høj procentandel på 80% grundet beliggenheden til boligområder, som har særlige udfordringer.

Uanset om man får tildelt en bolig via de fleksible kriterier, den almindelige venteliste eller via oprykningsretten, tildeles boligen stadig til den ansøger, der har været skrevet længst tid op på ventelisten.

Kriterier for at få tildelt en bolig kan ses nedenfor og er nærmere specificeret i rammeaftalen, som er indgået med mellem boligorganisationerne i Greve og Greve Kommune.

  1. Boligsøgende med bopæl i Greve Kommune, som har et ændret boligbehov
  • Ved samlivsophør, hvor der er børn under 18 år.
  • Unge som for første gang ønsker at flytte hjemmefra.
  • Boligsøgende over 55 år, som i tide ønsker at flytte til en bolig, der er mere egnet som ramme om et liv som senior.

  1. Udenbys og indenbys boligsøgende
  • Familier hvor både kontraktindehaveren og dennes ægtefælle/samlever har fast tilknytning til arbejdsmarkedet.
  • Unge, som enten bor i kommunen eller som har en tilknytning til Greve Kommune, som ønsker at flytte tættere på uddannelsesinstitution i Greve Kommune eller nærområdet eller tættere på arbejdsplads.


Hvis en ansøger ikke kan opfylde ovenstående betingelser, kan man tildeles en bolig via den almindelige venteliste.

Se begge aftaler her.

Rammeaftale Greve kommune og de almene boligorganisationer 2024 - 2028

Organisationsaftale 2024

Bliv ansøger

Find os her

Greveager 1
2670 Greve

CVR: 47345618

Åbningstider
Mandag til fredag 10:00 - 13:00

Telefon: 43 600 700
Mail: GB@greve-bolig.dk

Genveje