---
title: "Udlejningen af boliger i Gersagerparken hjemtages til boligselskabet"
description: "Greve Boligselskab hjemtager pr. 1. juni 2026 udlejningen af boligerne i Gersagerparken."
date: "2026-05-28"
created: "2026-05-28"
---

# Udlejningen af boliger i Gersagerparken hjemtages til boligselskabet

[Hjem](https://greve-bolig.dk/)

                    [Nyheder](https://greve-bolig.dk/nyheder)

                [Udlejningen af boliger i Gersagerparken hjemtages til boligselskabet](https://greve-bolig.dk/nyheder/udlejningen-af-boliger-i-gersagerparken-hjemtages-til-boligselskabet)

Greve Boligselskab hjemtager pr. 1. juni 2026 udlejningen af boligerne i Gersagerparken. Samtidig indføres nye og skærpede udlejningsregler i afdelingen. Beslutningen er godkendt af Greve Byråd den 27. maj 2026 efter en periode, hvor Greve Kommune siden december 2023 har haft 100 procent boliganvisning i området.

## **Udlejningen af boliger i Gersagerparken hjemtages til boligselskabet**

Med beslutningen kommer udlejningen tilbage til Greve Boligselskab, hvilket betyder, at ansøgere igen skal være opskrevet på boligselskabets venteliste for at komme i betragtning til en bolig i Gersagerparken. Både interne og eksterne ansøgere, der allerede står på Greve Boligselskabs venteliste, beholder deres placering/anciennitet på ventelisten.

>
> *Greve Boligselskab ønsker fortsat at fastholde en målrettet og ansvarlig styring af beboersammensætningen for at understøtte en stabil og positiv udvikling i området — både på kort og lang sigt.*

I forbindelse med hjemtagelsen er der samtidig indgået en ny fleksibel udlejningsaftale mellem boligselskabet og Greve Kommune. Aftalen skal sikre, at boligselskabet får bedre muligheder for aktivt at understøtte udviklingen i afdelingen.

Den nye aftale betyder, at 90 procent af boligerne fremover udlejes efter fleksible kriterier. Blandt kravene er fast tilknytning til arbejdsmarkedet for hele husstanden samt ren straffeattest. De resterende 10 procent af boligerne udlejes efter den almindelige venteliste. Der vil dermed fremadrettet, (med enkelte undtagelser) ikke længere være kommunal anvisning til boligerne i Gersagerparken.

Samtidig bliver intern oprykning til halvdelen af de ledigblivende boliger igen muligt. Interne ansøgere fra andre afdelinger, skal dog opfylde kravene i den nye fleksible udlejningsaftale.

Den nye udlejningsaftale kan snart findes på [Udlejningsaftale med Greve Kommune](https:///MOLIRIPAGE/0b9e6f3b-d365-4df8-a001-91d2677326dd "Udlejningsaftale med Greve Kommune"), hvor det også er muligt at skrive sig op på ventelisten til boligerne i Gersagerparken.
